Tæthedsundersøgelse

Hvad undersøges ved en tæthedsundersøgelse?
Ved en tæthedsundersøgelse undersøges bygninger for luftlækager i husets ydre skal, kaldet klimaskærmen. Dette gøres fordi bygningsreglementet sætter krav til bygningens tæthed, mere bestemt må luftskiftet gennem utætheder i klimaskærmen højst være 1,5 l/s m2 opvarmet bruttoareal ved 50 Pa luftdifferens mellem ude og inde.

En bygnings lækage måles i henhold til standarden DS/EN 13829 Undersøgelsen foregår ved at bygningen, ved hjælp af en eller flere ventilatorer, påtrykkes enten et overtryk eller et undertryk. Derved kan det måles, hvor meget ekstra luft der skal tilføres bygningen for at holde trykket. Denne luftmængde er derved et udtryk for størrelsen af utæthederne i bygningen. Utæthederne måles ved en række forskellige trykdifferencer. Ved hjælp af disse målinger, kan der opstilles en lufttabskurve, der repræsenterer forholdet mellem trykket over klimaskærmen og utæthederne i bygningen.

Medlemmer af foreningen KLIMASKÆRM udfører testen for både overtryk og undertryk, hvorefter gennemsnittet af disse to beskriver, hvor utæt eller tæt bygningen er. Gennemsnittet af de to testresultater giver det mest korrekte resultat.

Test af større bygninger
Med test af større bygninger, menes bygninger der er større end hvad en standard ventilator klare. Test af disse bygninger kræver udstyr, der kan flytte større mængder luft. Til dette findes der 4 metoder.

Metode 1
Her benyttes en stor ventilator, som kan flytte store luftmængder.

Metode 2
Her kobles flere standard ventilatorer sammen, hvorved de samlet kan flytte den ønskede luftmængde.

Metode 3
Her foretages en sektionering af bygningen, hvorved de enkelte bygningsafsnit testes for utætheder individuelt. Denne metode har, hvis man skal holde sig til standarden DS/EN 13829, nogle begrænsninger, da den kræver, at tilstødende bygningsafsnit påtrykkes et eqvivalent tryk under testen, for at undgå at det er utætheder mellem de enkelte bygningsafsnit, der testes.

Metode 4
Standarden for tæthedsmåling muliggør, at utætheder kan testes ved benyttelse af bygningens eget ventilationsanlæg og sporgas.

Lokalisering af utætheder
En tæthedsundersøgelse kombineres ofte, især hvis testen viser, at bygningen ikke lever op til bygningsreglementets krav, med en undersøgelse, hvor lækager findes, således at de kan blive udbedret. Lækager kan fx findes ved hjælp af termografi, med lufthastighedsmåler og/eller ved hjælp af røg.